Ingredienser (12 stk):
Vaniljemuffins:
- 3/4 vaniljestang (resten skal bruges til flødebolleskummet)
- 200 g sukker
- 175 g blødt smør
- 4 æg
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk citronskal
- 250 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- 1 1/4 dl mælk
- 12 muffinsforme
- 12 jordbær (helst ikke alt for store)
Flødebolleskum:
- 220 g sukker (bemærk at 20 g af sukkeret skal bruges for sig selv)
- 100 g glukosesirup
- 60 g vand
- 125 g æggehvider (svarer til ca. 4 æggehvider, men vej det af)
- 1/4 vaniljestang
Chokoladeovertræk:
- 300 g mørk chokolade
- 50 g kakaosmør (gør det nemmere at dyppe flødebolletoppen i chokoladen)
Evt. pynt:
- Tynde skiver jordbær
Det skal du også bruge:
- Sukkertermometer
- Sprøjtepose
- Stjernetyl
Fremgangsmåde:
- Vaniljemuffins: Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Brug lidt af sukkeret til at skille kornene fra hinanden. Kom vaniljesukker, sukker og smør op i en skål, og pisk det helt lyst og luftigt.
- Rør ét æg i ad gangen, og tilsæt citronsaft og citronskal.
- Bland hvedemel, bagepulver og salt. Sigt halvdelen i dejen og vend det forsigtigt i med en dejskraber. Tilsæt halvdelen af mælken og vend også dette i. Vend dernæst den resterende mængde mel i og dernæst den resterende mængde mælk.
- Fordel dejen i muffinsforme - de skal fyldes ca. 3/4 op. Bag ved 190 grader i ca. 14-16 minutter, eller til en tandstikker kommer ren ud, når du stikker den i dine muffins.
- Lad muffinsene køle helt af. Forbered de øvrige dele af kagerne i mellemtiden. Start gerne med at skylle og nippe jordbærrene, og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Hak også gerne chokolade og kakaosmør til overtrækket, så det er klar til at blive smeltet.
- Flødebolleskum: Kom 200 gram af sukkeret op i en gryde sammen med glukosesirup og vand. Lad det simre ved middel varme, til det når en temperatur på 117-118 grader. Imens sukkersiruppen simrer, kan du gå videre med marengsen.
- Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og skil dem ad med de resterende 20 gram sukker. Pisk æggehviderne, til de skummer, og tilsæt dernæst vaniljesukkeret. Pisk, til du har en let marengs.
- Når sukkersiruppen har nået den rette temperatur, piskes den i marengsen i en tynd stråle ude langs kanten af skålen.
- Pisk til du har en fast og blank skum, der danner stive toppe, som ikke falder sammen - det tager ca. 10 minutter.
- Kom flødebolleskummet op i en sprøjtepose besat med en stor stjernetyl.
- Lav et lille hul i de afkølede muffins, så der er plads til at klemme et jordbær halvt ned i. Det er nemmest at gøre med en lille ske. Pas på ikke at lave hullerne for store, du skal gerne kunne klemme jordbærret lidt ned i kagen, så det sidder godt fast. Kom et jordbær i hver kage.
- Sprøjt flødebolleskum rundt om jordbærret og op i en top. Sørg for at trykke skummet godt ned på kagen til at starte med, så det sidder fast. Lad skummet stå og tørre lidt, imens chokoladeovertrækket laves.
- Chokoladeovertræk: Kom det hakkede chokolade og kakaosmør op i en skål. Smelt det over vandbad ved lav varme eller med 10 sekunders intervaller i mikroovnen ved høj varme, indtil det når en temperatur på 32 grader. Rør godt rundt undervejs.
- Kom den smeltede chokolade op i et glas eller lignende beholder, som gør det nemt at dyppe flødebollerne i.
- Tag fat om en muffin, og dyp flødebolleskummet i chokoladen. Drej den lidt rundt, så overskydende chokolade dryppes af eller fordeles på kagen. Vend den rundt, og sæt den til at tørre. Fortsæt med de øvrige muffins, og pynt evt. hver muffin med en skive frisk jordbær. Stil dine flødebolle-muffins i køleskabet i 10 minutter, så chokoladen sætter sig.
Tip: Hvis du bruger papirforme, er det nemmest at tage muffinsene ud af formene, inden de sprøjtes med flødebolleskum og dyppes i chokoladen. Ellers bliver papirkanten hurtigt smurt ind i skum og chokolade. Så kan du evt. sætte dem tilbage i formene inden servering eller komme dem i nye forme.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.